Eksamensangst

Eksamensangst

Den store eksamenssæson er over os. Hvad der sker i løbet af den næste måned for tusindvis af unge kommer til at have betydning for hvilken retning deres liv kommer til at tage. Det er i hvert fald den fornemmelse der kan komme. Hvis du ikke får gode karakterer til eksamen kan du ikke fortsætte på gymnasiet eller komme ind på drømmeuddannelsen. Dit værd bliver beregnet i tal.

Det resulterer for rigtig mange unge mennesker i eksamensangst.

Eksamensangst adskiller sig fra almindelig nervøsitet. I stedet for normal bekymring om hvorvidt man nu kan komme til at vise hvor god man er, bliver det til katastrofetanker om at man ingenting kan og vil dumpe hele faget. I stedet for at se eksaminator og censor som dem der skal finde ud af ens højeste niveau kommer man til at se dem som nogen der prøver at lede efter fejl og afsløre ens uvidenhed. I stedet for en let nervøs følelse i kroppen oplever man hjertebanken, sveden, stakåndethed og kvalme, nogle gange så slemt at man kaster op. Selv hvis man er fuldstændig forberedt kommer katastrofetankerne. Det betyder ikke noget hvordan virkeligheden ser ud, det handler kun om hvad angsten får en til at tro.

Det er selvfølgelig ikke ideelt og mange unge mister muligheden for at vise hvad de har brugt år på at lære. En dårlig oplevelse til eksamen kan endda forværre eksamensangsten og få en til helt at lade være med at gå til eksamen. Den løsning duer heller ikke da den bekræfter angsten i at eksamener er farlige og noget man bør holde sig fra.

Der er udviklet mange måder at håndtere eksamensangst på. Grundlæggende set handler det om at lære hvordan man får kroppen til at slappe mere og lære værktøjer der hjælper med at holde styr på hvad der er tanker og hvad der er virkelighed. Det lyder måske enkelt, og det er det sådan set også, men det tager tid at lære. Det er ikke let i starten, for angsten vil nødig slippe kontrollen. Men med øvelse bliver det lettere, og du vil kunne blive i stand til at gå til eksamen med mere kontrol og ro.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *